Henrik Ibsens skrifter

Uagtet jeg desværre ikke har æren af Deres personlige bekendtskab, vover jeg dog i Bjørnstjerne Bjørnsons og eget navn at henvende mig til Dem i et anliggende, som ialfald for mit, og formentlig også for Bjørnsons vedkommende er af særdeles stor betydning. Det er en henvendelse til det nu forsamlede storthing, hvorom her handles; og ved i en ikke kort årrække at ​følge Deres journalistiske virksomhed har jeg fåt et bestemt indtryk af at De mere end de fleste måtte formodes at være på engang både villig og skikket til at ​antage Dem den sag, som jeg herved ærbødigst skal tillade mig i al korthed at fremstille.

​Da i sin tid storthinget bevilgede først Bjørnson og senere mig et årligt statsbidrag af 400 spdlr:, blev denne bevilgning af almenheden opfattet som en offentlig anerkendelse af og belønning for vor digteriske virksomhed, og som sådan blev den også af os med taknemmelighed modtagen.

​Begreberne om den literære ejendomsret var i vore lande dengang, ligesom tildels endnu, kun højst ufuldstændigt udviklede. Hverken regering eller storthing havde sørget for at sikre de norske forfattere – og navnlig dramatikerne – mod vilkårlige indgreb af hvilkensomhelst udenforstående. Med andre ord, lovgivningen tillod ikke os, i lighed med andre statsborgere, selv at nyde frugterne af vort eget arbejde. Ved Kristiania theater betaltes i regelen for vore skuespil et lidet honorar engang for alle. For ​ «Hærmændene på Helgeland» erholdt jeg således treti spdlr: med tilkendegivende om, at hvis jeg ikke vilde lade mig nøje med dette beløb, så agtede man at spille stykket uden at betale nogetsomhelst honorar, da man dertil havde fuld lovlig adgang. ​De øvrige theatre i Norge, samt ​de omrejsende skuespillerselskaber dersteds, betalte naturligvis intet. Det samme var selvfølgelig tilfældet i hele Sverig og i Danmark for de mindre theatres vedkommende. Ja, ​selv det kongelige theater i Stockholm har engang, som De formentlig vil erindre, opført et af Bjørnsons skuespil uden derfor at erlægge en eneste skilling, skønt forfatteren derpå gjorde energisk fordring. Senere har man rigtignok, muligens foranlediget ved den opsigt, denne sag vakte, såvel ved det kgl: theater i Stockholm som ved det danske, affundet sig med os ved at ​betale et beløb efter forgodtbefindende, en fremgangsmåde, som vi endog med tak måtte finde os i, såsom hverken regering eller storthing havde varetaget vore interesser gennem ​literære konventioner med Sverig og Danmark.

Således er sågodtsom den hele række af Bjørnsons og mine dramatiske arbejder tagen os ud af hænderne, et efter et, uden at vi har kunnet nyde de pekuniære frugter, som ​uvægrelig tilfalder forfatterne i andre lande. Hvor stort det os overgåede tab er, har jeg først fåt et overblik over nu, da endelig konventioner om den literære ejendomsret er bleven afsluttede med Sverig og Danmark. Men for Bjørnson og mig kommer disse konventioner for sent, eftersom man under den tidligere lovløse tilstand enten ligefrem har frataget os eller ialfald for småsummer har tilhandlet sig næsten alt, hvad vi på det dramatiske område har frembragt.

Dog, dette er endnu ikke alt; ja, det er igrunden den for os mindst følelige del af sagen, jeg ovenfor har berørt. Langt hårdere er vi bleven rammet derved at Norge ikke har afsluttet nogen literær konvention med Tyskland eller overhovedet med nogetsomhelst andet land udenfor det skandinaviske norden. Det vil være Dem bekendt at ​de fleste af Bjørnsons og mine bøger er oversatte i Tyskland og at ​mange af vore skuespil dersteds opføres på theatrene. Men hvis man deraf hjemme uddrager den slutning, at denne velvillige modtagelse medfører ​nogen betydelig eller endog blot nævneværdig pekuniær fordel for os, så tager man desværre grundigt fejl. Det er oversætterne eller disses forlæggere, der går af med fordelen, og vi norske dramatikere besidder ikke nogetsomhelst retsmiddel til at forhindre dette. ​Besørger vi selv på egen bekostning oversættelser af vore skuespil, så kan vi være temmelig sikre på, at inden kort tid kommer en eller flere ​billigere konkurrerende oversættelser og fortrænger vore egne.

At Norge frivilligt skulde gøre noget skridt til at få istandbragt en almindelig international konvention angående den literære ejendomsret, eller, rettere sagt, for at tiltræde ​den konvention, som allerede består mellem de fleste andre europæiske stater, er naturligvis ikke tænkeligt. Ja, som god Normand kan jeg af hensyn til mit land ikke engang ønske sådant; thi det er jo indlysende, at en sådan konvention hos os i høj grad vilde fordyre enhver udenlandsk bog, videnskabelig eller digtning, som man måtte ønske gennem oversættelse at gøre tilgængelig for vor almenhed. Men dette vilde jo være det samme som for vort folks vedkommende at tilstoppe en stor del af de oplysningskilder, som nu gratis tilflyder Norge. Gratis? Ja, gratis for staten, men ikke for Bjørnson og mig. Thi os to er det, som nu i en række af år og fremdeles betaler det væsentligste af skatten på vort lands import af udenlandske literære oplysningsmidler. Og denne skat andrager ikke til noget ringe beløb. Jeg tør med god samvittighed påstå at Bjørnson og jeg er de to forholdsvis højest beskattede mænd i Norge.

Nu er det derfor min ærbødige forespørgsel til Dem, ​om De ikke skulde ville tage Dem af denne sag og henlede storthingets opmærksomhed på de forholde, jeg her i størst mulig korthed har påpeget. Det statsbidrag, Bjørnson og jeg hidtil har modtaget, modsvarer ikke på langt nær de tab, som vi på så mangfoldige måder har lidt og fremdeles lider både ude og hjemme. Skulde ikke storthinget finde det retfærdigt og billigt at bevilge os en rimelig erstatning herfor, ved fra nu af at forhøje vore digtergager? Det er jo en temmelig kurrant sag at statsborgere godtgøres de tab, som de af statshensyn har været underkastet. Og i Norge har forfatterne – navnlig de dramatiske – lidt længe. Det er ganske betegnende, at ​i vort land blev det madnyttige vildt beskyttet ved lov forinden digterne blev det. Ligeoverfor udlandet står vi endnu nærmest i skadedyrenes klasse. Enhver kan uhindret gøre jagt på os, og det bittreste er, at vi ovenikøbet selv må betale ​skudpengene.

Jeg skylder at bemærke at Bjørnson ikke har meddelt mig nogen bemyndigelse til at skrive i hans navn. ​Afstanden har ikke tilladt mig at indhente en sådan bemyndigelse; men jeg er fuldt forvisset om at han i alt væsentligt vil være enig i, hvad jeg har tilladt mig at oplyse. For mig personlig har sagen netop nu så meget større vigtighed, som den hos os – og alene hos os – ​gældende universitetslovgivning har tvunget min søn til at expatriere sig, og derved gjort det nødvendigt for mig idetmindste ​at forlænge mit ophold i udlandet på ubestemt tid.

Noget forslag angående størrelsen af den attråede gageforhøjelse skal jeg ikke fordriste mig til at fremsætte. Jeg skal kun ærbødigst tillade mig at bringe i erindring at ​da Nordenskjöld og Palander havde fundet nordostpassagen, så bevilgede den svenske rigsdag hver af dem 4000 kroner årligt. Jeg tillader mig at tænke mig muligheden af at Bjørnson og jeg på vore digterfærder kan have fundet adskillige både nordost- og nordvestpassager, som af nordiske folk i fremtiden turde blive ligeså befærdede, som den, Palander og Nordenskjöld har åbnet.

Idet jeg beder Dem ​benytte dette brev på hvilkensomhelst måde, De måtte finde tjenlig til øjemedets opnåelse, anbefaler jeg anliggendet gentagende og indstændigt til Deres, og gennem Dem til storthingets velvilje og tegner mig